Gl. Roskilde Amts Brandforsikring G/S var et lille forsikringsselskab med en lang historie og en stærk forankring i lokalsamfundet i og omkring Roskilde.
Gl. Roskilde Amts Brandforsikring G/S blev stiftet helt tilbage i marts 1848 på ”Krogården” i Lille Skensved uden for Køge, og selskabet eksisterede således i mere end 160 år.
Forsikringsselskabet blev stiftet som et gensidigt selskab, hvor de gårdejere og husmænd, der gik med i selskabet, forpligtede sig til sammen at erstatte og genopføre de medlemmers bygninger og indbo, der blev ødelagt ved brand. Dengang indbetaltes der ikke forsikringspræmier, men her måtte alle medlemmerne bidrage økonomisk, når et medlems ejendom var brændt.
Gl. Roskilde Amts Brandforsikring G/S – senest kaldet Forsikringsselskabet Brandkassen G/S – har gennem alle årene forsøgt at eksistere som et lille forsikringsselskab med en stærk tilknytning til egnen i og omkring Roskilde. Dette har man fra selskabets side gjort ved hele tiden løbende at tilpasse sig markedsforholdene og de skiftende tiders gunst. Dette er et arbejde, der gennem mere end 160 års historie er gennemført med succes.
Forsikringsselskabet Brandkassen G/S trådte i likvidation den 6. december 2013.”
Årene herefter blev præget af økonomisk forvaltning, generalforsamlinger og juridiske sager, hvor man bl.a. diskuterede hvem der skulle kontrollere selskabets formue, og hvordan den skulle anvendes. Finanstilsynet, domstole og delegerede var alle involveret i processen.
Konflikterne om selskabets styring strakte sig over et helt årti.
Endelig i 2025 på en ekstraordinær generalforsamling den 20. august på Svogerslev kro blev likvidationen afsluttet med enstemmighed og man opløste Brandkassen og udloddede hele formuen til en almenvelgørende fond benævnt Brandkasse Fonden
Fonden fik til formål at støtte almennyttige initiativer
Efter den 20. august 2025 gik et større arbejde i gang med at stifte fonden med alle nødvendige godkendelser i de offentlige systemer.
Nu er det nye tider med gamle værdier der skal leve videre med rødder i lokalsamfundet. Fonden skal nu forvalte den tidligere forsikringsformue med henblik på at skabe gavn i Roskilde og omegn samt det øvrige Sjælland